Jeg forbliver fraværende - lytter ikke rigtig til, hvad hun siger.
Bare ved at høre en masse ord sagt i hurtig rækkefølge - hun tømmer sit lager for beklagelser på mig.
Surrealistisk - ligesom en maskine, der kører.
Giver mig lyst til at rejse mig, sætte mig på min røde scooter og bare få noget frisk luft.
Orker ikke at være en del af hendes selvskabte offer univers
“Det er alle andres skyld, at jeg ikke har det godt – hvis jeg ikke havde mine 2 hunde, ved jeg ikke, hvad jeg ville gøre. De skuffer mig aldrig.
Jeg sørger over mine bedsteforældre og senest min tante, der døde i 2019."
Jeg mødte Sanne i venteværelset på Putu´s massageklinik.
Hun er fra Europa. Vi startede hurtigt en samtale, og pludselig sendte hendes historie mig mere end 15 år tilbage.
Det er det lidt surrealistiske - at være to steder på samme tid.
Men energien i hendes historier giver mig en stærk følelse – at hun ikke tør give slip.
Klynger sig til sig selv – af frygt for at miste kontrollen – den identitet – facade – eller hvad hun nu vil kalde det.
Frygten nærer frygten, og så tager den følelse magt og kontrol.
Det er denne følelse, der sender mig afsted.
Filmen foran mine øjne kører stærkt og i mange farver – det er ligesom at være tilbage i den underjordiske Metro igen – på vej til Lergravsparken ved siden af mit arbejde i en imponerende fart.
Jeg skal møde på kontoret ved 7-tiden – så der er god tid.
Men at nyde den daglige rejse, som jeg bruger på at læse bogen, er jeg blevet anbefalet.
"Sådan går man i stykker uden at falde fra hinanden,"
hedder bogen - skrevet af Mark Epstein.
Han har skrevet den ud fra et buddhistisk synspunkt.
Men hold op, det sætter en masse tanker i gang, og det kan være svært både at forholde sig til læsestoffet og så navigere gennem alle de ideer, det viser til mit indre blik.
Jeg presser mig selv længere ned i plastiksædet for ikke at miste min balance - men netop denne dag - har jeg nået det, der giver mig en personlig opvågning.
Jeg er netop kommet til afslutning på sidste kapitel - nu mit første kapitel af resten af mit liv.
Så mine forventninger og filmen inde i mit hoved - har fortalt mig - at jeg vil vil falde fra hinanden og gå helt i stykker.
Styrte ud over en afgrund - skrigende mens jeg falder ned i mørket - uden håb og redning.
Men forestillingerne skuffer - det eneste jeg føler er en dejlig lettelse - som om et kæmpe åg er løftet af mine skuldre.
Hører en hvisken hen over min skulder:
"Du er ikke alt, hvad de siger om dig – hvad du gør – hvad du tror, hvad de forventer du skal gøre, som folk omkring dig tænker om dig.
Men når jeg giver slip - er Finn bare tilbage i mange brudstykker.
Som jeg kun kan vælge imellem og hvad jeg ikke vil have mere.
Jeg kan bare lade mine oplevelser ligge.
Men tak for oplevelserne men nej til at fortsætte rejsen og venskabet.
I denne periode er jeg i en omtumlet fase i mit liv.
Efter mit liv er delt op i to.
Slut på 26 års partner/ægteskab.
I ét hug mistede jeg mit livs vigtigste ankerpunkt. Min familie.
Hvad jeg havde brugt dagens vågne timer på at værne om i mere end
15 år. Den lille familie - villa - Toyota og frøken kat.
Men vidste godt igennem den sidste lange periode, at vi havde delt, hvad vi kunne.
Gav hinanden et utroligt dejligt rejseliv og endelig et par skønne børn. Som nu var midt i puberteten.
”Ville det ikke være bedre at rejse hver tiende? Så kan børnene komme videre med to glade forældre. Ja, jeg spørger bare."
Var kommentaren fra min gode kollega Birger
"Men alt dette er baseret på din barndom - jeg kan høre min bedste veninde Ulla sige."
Hun er til dagligt psykoterapeut og meget dygtig, men hun er selvfølgelig ikke min terapeut.
Så tankerne flyver rundt og danner deres eget logiske mønster, som jeg ikke forstår.
Det hyler i toget, da vi i høj fart tvinges til at skifte retning hernede i mørket – i metroen, forbi Vor Frelsers kirkegård der dybt under gravene.
"Din barndoms" siger Ulla – ja, mon ikke det er der, jeg også skal starte mit personlige arkæologiske arbejde.
Også selvom det bringer uro - blot at skimme overfladen af mine oplevelser.
"Når du opdager, at du har noget i bagagen, der hindrer dig, eller du oplever, at der er mønstre i dit liv. Så se tigeren i øjnene, slip for disse energier, og få det liv, du drømmer om." Siger Ulla
Hun fortsætter: "Ellers vil disse dårlige energier styre dit liv."
I min barndom var jeg så heldig at være vokset op med en utrolig kærlig enlig mor.
Hun kom fra provinsen og blev opdraget til at blive en placer.
En rigtig pleaser - det var hun utrolig god til.
Når hun gik på udsalg, kom hun altid hjem med ting til en stor del af familien. Men hun havde ikke fået noget selv, fordi tiden var løbet fra hende. Sådan var hele hendes tankegang.
Hvilket jeg tror var medvirkende til, at hun senere fik ondartet kræft i sit følelsesmæssige centrum - mave/tarm.
Det forkortede hendes liv markant.
Så grundlaget for min barndom er et kærligt og tjenende gemyt.
Da jeg som 50+ skulle starte helt op selv, og for første gang var der selvfølgelig masser af ting i mit hoved.
Men mest tanken om at se at rydde op i alle de roller jeg havde fået/påtaget mig.
Men hvis jeg ikke er i alle disse roller – ikke længere er villig til at være en pleaser, hvem er jeg så?
Men inde i mit hoved var der en betydelig forhindring skabt af min underbevidsthed.
Hvis jeg mister kontrollen over denne opsætning, falder jeg fra hinanden. Tomrummet skræmte mig.
Jeg præsenterede dette problem for Ulla.
Hun fortalte om sin rejse, og hvad der hjalp hende.
Hun anbefalede den bog, som jeg nu læste denne morgen i Metroen, blev jeg færdig med bogen og besluttede at tage styrepinden tilbage og starte en rejse med mig selv.
Herefter lyttede jeg kun til andres meninger om mig og mit liv, hvis mine mavefornemmelser sagde ok.
Selvom det betød at sige farvel til nogle af de mennesker, jeg havde i min omgangskreds.
Fremtidsbilledet var skræmmende – men mavefornemmelsen var smuk. En ny rejse sammen med Finn og mig
Det blev det, og det på mange dejlige måder.
Masser af smukke oplevelser, men også masser af erfaring.
Jeg gav mig selv tid til at få styr på det liv, jeg selv drømte om, og holdt op med at behage alle.
Brugte mit hjerte til at træffe de valg, jeg gjorde.
Fordi de betød noget for mig – betød noget for dem.
Måske har mødet med Jenny også inspireret dig.
Jeg mistede kontakten med hende.
Hvor mange roller spiller du og er der en af dem der er autentiske dig?
Eller har du det ligesom jeg havde det - ros og skulderklap skabte mig.
Kom til at definerer mig.
Pas på dig selv og husk - at være tro mod dig selv - lev det liv, du drømmer om.
Min erfaring er, at vi står over for nogen udfordringer vi ikke mener at kunne løse - så spørg universet om hjælp - og husk - at livets rejse er at samle erfaringer - til næste rejse - næste liv.
Knus Finn B.
