LANG
Erfaringer fra mi rejse.
Min verden forsvinder i et nu, under mine fødder, min krop slynges fremad hen af bådens dæk, i det sekund hvor bådens køl borer sig ind i den undersøiske sandbanke.
I sidste øjeblik får jeg fat i rigningen på masten for at afbøde faldet, inden jeg ublidt rammer skibets dæk.
Efter at have sundet mig lidt sætter jeg mig op og begynder at kravle op på en af opbevaringskasserne der er monteret på dækket.
Sidder en stund og sundet mig og indser at der intet alvorligt er sket, men hverken skibet eller mig.
Der er ikke sket skader på de fysiske ting, på grund af sandbunden, men endnu en gang er min stolthed grundstødt og har lidt et nederlag.
Min selvtillid er blevet mere bulet i kanten.
Det er dog ikke første gang i mit liv at jeg har prøvet at grundstøde.
Det er næsten et tilbagevendende tema som har stået på gennem mange år.
Ved nærmere eftertanke, har disse grundstødninger foregået igennem de sidste 40 år.
Enkelte mønstre i mit liv der bliver ved med at gentage sig om og om igen.
Et af de tilbagevendende temaer der gentog sig flere gange, var i mine relationer til kvinder i mit liv.
Hver gang jeg tog ud på en ny rejse, så passerede jeg oplevede jeg at passere de samme steder, og havnede i de samme situationer som jeg havde oplevet før.
Næste uanset hvordan jeg har startet på min rejse og hvilke ny rejse ledsager og medspiller jeg har haft med på mine rejser.
Så endte jeg tit det samme sted som så mange gange før.
Men hver gang har rejsen blot lidt forskellige variationer i de enkelte detaljer og omstændigheder.
Når jeg ser tilbage på mønstrene. Måske er det gennemgående de samme steder, jeg grundstøder med mit livs sejlbåd.
På min rejse gennem livet sammen med andre mennesker.
Har jeg tit oplevet, at jeg ikke havde helt tillid til dem.
Ikke noget der var personligt i forhold til den enkelte person men mere generelt.
Jeg havde svært ved de nære relationer, var næsten på forhånd klar over at de ville svigte mig, ville misbruge mig, udnytte mig.
Derfor forblev jeg på mange områder meget isoleret, og fravalgte de nære relationer.
Følelserne inden i mig, i forhold til andre mennesker var meget blandede: Forladthed – mindreværd – utryghed - usikkerhed - ikke at føle sig god nok - ikke at slå til, følelsen af at jeg skulle gøre alt muligt for at få kærlighed fra andre mennesker, og lignende følelser.
Senere i processen fandt jeg ud af at et svigt i min tidlige barndom i forholdet til min mor, havde katastrofale følger på resten af mit liv.
Netop dette at hun havde svigtet mig på nogle af de mest basale områder.
Ingen person er tættere på et barn end moderen.
Personen som barnet har størst tillid til.
Derfor er et modersvigt altafgørende for barnets oplevelse af verden fremover.
Kan jeg ikke have fuld tillid til hende der har båret mig under sit hjerte i 9 måneder, hvem kan jeg så have tillid til?
Vel sagtens ingen, ville det logiske svar være.
Denne erfaring/programmering kom til at betyde utroligt meget for mig. Det er mange af de samme følelser, der bliver gennemgående i mine parforhold.
Noget i min navigation er gået galt, i forbindelse med mine valg og mine oplevelser gennem livet.
Min almindelige reaktion var at jeg hver gang forsøgte, at give andre medrejsende skylden for de ting der skete i mit liv.
Skylden for de forkerte valg, der ikke fik mig til at komme i mål.
Måske ikke fik os til at komme samlet i mål.
På denne måde kunne jeg undvige, glide af, komme uden om, ikke forholde mig til det jeg oplevede og undgå helt at skulle forholde mig til mig selv.
I nogle situationer havde jeg det med at reagere på situationen ved at forlade min krop, blive fjern, gemme mig, eller blot fysisk at forlade stedet.
På den måde føltes det lettere for mig, det var på den måde at jeg lettere efterfølgende kom gennem de svære perioder.
Når jeg forlod stedet havde jeg den opfattelse at modparten ville indse at jeg led og at vi på den måde ville finde en løsning.
Men det skete bare aldrig.
Jag var nød til lære at sige fra og sige hvad jeg følte.
Tingene var svære at overskue og jeg var jo ikke parat til at tage hul på at forholde mig til mit liv.
Ikke parat til at se det hele efter i sømmene, og forholde mig til alle delelementerne i mine oplevelser/erfaringer.
Skulle der mangle en sidste undskyldning, så var det tit de øvrige sejlbåde, som ikke manøvrerer som jeg troede/forventede de ville.
Men jeg var, i gang med at bedrage mig selv, med disse undvigelser.
I gang med at navigerer forkert, i forhold til den rette indre kurs.
Da jeg så på et tidspunkt gik på grund det samme sted en gang til, så jeg mig nødsaget til, at gå i land for at tænke tingene igennem.
Da jeg så endelig ramte sandbanken skete gennembruddet i mit liv, jeg indså at jeg ikke ønskede, at blive ved med, at bevæge mig rundt i cirkler.
Jeg orkede ikke mere at tingene ikke ændrede sig nævneværdigt.
At jeg ikke ændrede mig.
Indså det nødvendige i at jeg skulle gå i land, få strukket benene og ryddet op, for at komme videre.
Det gik op for mig at disse grundstødninger ikke skulle opfattes som et personligt nederlag, snarer som et klap på skulderen fra universet med besked om at det var tid til at tænke, overveje, revurder.
Planlægge nye måder at gribe det vidunderlige liv an på og sidenhen så handle i overensstemmelse med det jeg havde besluttet.
Jeg blev siddende der på dæks kassen og lod tingene rulle gennem mit hoved og lod min hjerne blive dejlig gennemblæst, mens jeg sad og lod billederne rulle gennem mit hoved.
Billede efter billede – grundstødning efter grundstødning – uanset hvilket billede der viste sig på min indre skærm, så var jeg med på filmen.
Pludselig kom erkendelsen som i dette at jeg var den gennemgående figur i alle filmene.
Det er der ikke noget mærkeligt ved, jeg er jo ved at se på mit liv, ergo er jeg selvfølgelig med på alle billederne.
Kaptajnen på det stolte skib!
Men som jeg så optagelserne oplevede jeg at jeg var blevet kaptajnen på min egen rejse, der ikke helt havde været bevidst omkring planlægningen, men som havde indført demokrati i sit lederskab og overladt alt ansvar til andre.
Denne søde kaptajn der så gerne ville behage alle, var en god rolle, der havde givet mig en masse succes, men personligt havde den store omkostninger og kunne ikke bruges i længden.
Denne erkendelse rystede mig selvfølgelig meget, og bragte mig ud i en svær indre storm.
Hvor det eneste jeg kunne bare var at rebe sejlene så meget som muligt, så jeg stadig kunne styrer mit indre skib, men uden at vinden fik kontrol over skibet, og så gøre mit bedste for at ride stormen af.
Medens jeg var i stormens magt, og kæmpede for at få styr på skibet – fik jeg en masse tid til at tænke livet igennem.
Fik gensyn med en masse oplevelser som kom svævende i gennem mit hoved som en hel fantastisk klar spillefilm.
Mange gode klip af stunder og øjeblikke, der har betydet utroligt meget for mig.
Mange der også uværdigt bragte sorg, tristhed og smerte.
Mange af dem var gensyn med nogle af alle de sandbanker, jeg igennem tiden har grundstødt på.
Måtte indse at hvis jeg skulle have min navigation til at lykkedes, var jeg nødt til at se grundigt på mig selv, og mine egne oplevelser, med helt nye øjne.
Jeg var nødt til at stå op for mig selv, at tage ansvaret for mit liv – at blive den ansvarlige kaptajn i mit liv.
Nødt til at tage det fulde og hele ansvar for mig selv og mit liv. Denne beslutning var på ingen måde nem for mig, der var vand til at andre hele tiden bød ind og fortalte mig det.
Hvis jeg skulle videre var nødt til at forholde mig til min fortid for at kunne navigerer mere korrekt i min fremtid.
Det betød at jeg skulle se på hvad jeg indeholdt af erfaringer/programmeringer hvad jeg gennem min opvækst var blevet præget af, og på hvilken måde disse programmeringer indvirkede på alle de valg jeg foretog hver dag.
Det betød at jeg skulle gennemse en masse valg og beslutninger jeg havde taget.
Først følte jeg en utrolig træthed ved at skulle tage fat i alle disse gamle billeder, følelser og energier, men jeg havde et inderligt ønske om at komme videre.
Orkede ikke at fortsætte på samme måde i fremtiden.
På dette tidspunkt følte jeg at jeg var nødt til at overlade min indre navigation til mit hjerte, som jo ikke var påvirket af min forstand eller andre.
Mit hjerte som hele tiden forsøger på at få mig til at tage de rigtige beslutninger, dem der var gode og sunde for mig.
Jeg var nødt til at se på hvilke oplevelser der ikke havde været gode eller sunde for mig selv.
Var nødt til at forholde mig til, på hvilken måde mine uheldige valg havde haft uheldige påvirkninger på andre mennesker i min nærhed.
Specielt de uheldige valg som jeg havde taget i forhold til personer i mit liv som jeg havde meget nære relationer til.
Jeg kunne mærke at mit hjerte bristede og at følelsen af ”indre ked af det hed” trængte sig voldsomt på op gennem mit bryst.
Fordi dette måtte uvægerligt betyde at kvinderne i mit liv, har haft en masse smerte på grund af de mønstre, jeg havde i vores forhold.
Når jeg aldrig havde justeret pejlepunkterne for min sejlads så havde jeg slæbt de dårlige mønstre ind i de nye forhold igen og igen.
Gentaget den samme fejl.
Men denne proces, at tage ansvar, vækkede en masse modstand, og fortrængning inde i mig.
Fordi jeg jo følte at der dybt inde i mig, var en masse ting, som jeg ikke havde forholdt mig til.
Overset og eller bare stuvet af vejen dybt nede i mørket på bunden af skibet.
Ting jeg ikke orkede at gense igen. Dels fordi det virkede så helt uoverskueligt, at jeg ikke lige vidste hvordan jeg skulle gribe tingene an, eller hvordan jeg skulle få styr på denne nye proces.
Men ikke mindst billedet af hvad jeg ville blive til, når jeg nu gav slip på alt dette, som skibets lastrum indeholdt?
Hvis jeg gav mig til at sætte megen af lasten i land, hvad ville der så blive tilbage af ”mig”.
Hvad hvis jeg måske efterlod en utrolig stor del af indholdet - hvem var jeg så? Som jeg sad der oven på sandbanken, på mit grundstødte skib, alt imens jeg følte afmagten og gråden stige op i min hals, var det bare at give slip.
Efter denne beslutning kunne jeg mærke en ny vidunderlig følelse af at komme nærmere på det der var mig og på hvad jeg ønskede af mig selv og af resten af mit liv.
Dette at skulle være en bevidst kaptajn, der ganske vist ikke indtil nu havde haft de store succeser med navigationen, men som var villig til at tage ved lærer og blive mere bevidst i fremtiden.
Samt grundig i forhold til at vælge mål og lægge en god kurs.
Følelsen var dejlig fyldt med en ny indre vilje, og den voksede i styrke inde i min krop. Nye energier i min krop der ville frem, op, og prøve at få tingene til at fungere igen.
Men denne gang bare på min egen selvvalgte nye måde, så jeg kunne fortsætte sejladsen på min rejse.
En rejse der ville blive bedre og som ville lykkes, nu på en mere bevidst måde.
En rejse mod fantastiske dejlige mål, fyldt med oplevelser fyldt med gode energier. Men først skulle jeg lige have vrikket skibet løst af sandbanken.
Processen kom i gang ved at jeg begyndte med at spole filmen i mit hoved tilbage.
I tankerne gennemgik jeg alle mine oplevelser, som jeg har haft under rejsen, for at se om der var oplevelser og omstændigheder, som indeholdt sammenfald af ligheder.
Det fantastiske var, at lige så snart jeg havde startet processen op, så kom alle de filmklip op, som jeg havde i kroppen. Ikke alle sammen på en gang, men lige i den rækkefølge som jeg var parat til at bearbejde dem, og i den hastighed som min krop, og mit sind kunne kaperer dem.
Det hjalp min utroligt meget under hele processen, at bede universet om hjælp, og styrke til at tage denne nødvendige og vidunderlige rejse gennem indre oprydning og renselse.
Når jeg på denne måde fik skabe mig et overblik kunne jeg også se hvad der fik mig til at støde på grund, og hvad jeg skulle gøre for at blive bedre til ikke at gå på grund i fremtiden.
Jeg begyndte at tegne et landkort over mit indre, hvor der var en masse fantastiske ting at hente.
Massere af familie -, rejser -, personlige oplevelser, der var fyldt med vidunderlig energi.
Energier der lyser op i mit indre, og giver mig mange følelser af utrolig lykke.
Kærlighed til mine forældre, min familie, venner, kvinderne i mit liv. Billeder af dengang mine børn kom til verden.
Hvor jeg var vidne til dette vidunderlige, at mennesket får liv, og begynder en rejse her på jorden.
Der var mange gode oplevelser, som jeg havde glemt at tage frem med jævne mellemrum.
Minder der lige skulle støves af, så de ikke blev for vage, og kom til at være fraværende med deres utrolig gode energier. Men der nede i dybet af ”rygsækken” lå også en masse ting der bare var blevet dumpet.
Gemt væk i forskellige skuffer i lasten på skibet, - i min krop. Tingene var blot pakket af vejen uden at jeg havde forsøgt at forholde mig til, hvorfor jeg ikke ville se på hvad det var.
Heller ikke forholdt mig til hvorfor jeg beholdt dette energetiske*affald, nemlig billeder af oplevelsen fyldt med forskellige følelser der ikke var bearbejdet.
Hvorfor jeg var så bange for at genopleve disse energi oplevelser, og få dem bearbejdet, så de ikke længere levede inden i mig, og havde deres eget skjulte energi liv. Oplevede fra tid til anden at støde på dem, når jeg befandt mig i situationer der fremkaldte lignende følelser.
Følelser der fik bestemte skuffer til at åbne og så kom der en masse ukontrollerbar energi op. Følelsesbruset fra denne skuffe fik tit sat mig i gang med at gøre noget som jeg senere fortrød.
Netop på grund af hele den store mængde af dårlige energier der strømmede ud fra skuffen.
Jeg havde svært ved at skille følelserne fra hinanden, dem der tilhørte denne aktuelle situation og så alle dem der blot skyldes mange lignede oplevelser i mit liv. Omsorgssvigt i de tidlige barndomsår, tillidssvigt i barndommen fra voksne i min umiddelbare nærhed.
Manglende fællesskabet op gennem barndommen, erfaringer og spejlinger fra voksne, der hele livet igennem har givet mig et erfaringsgrundlag der var beregnet til deres liv, deres rejse, ikke mit.
Hvad viste disse mennesker om hvilken opgaver og rejse jeg har her i livet!
Mange af disse oplevelser var nært forbundet med afmagt, ensomhed, ked af det hed og frygt.
Følelser der var ophobet i kroppen, som til stadighed krævede kroppens energi for at overleve, som satte fysiske, psykiske spor og symptomer. Nogle gav endda fysiske symptomer. Men beslutningen om at forandre tingene og få ryddet op gav en masse gode energier.
Beslutningen betød at jeg fik startet en fantastisk dejlig proces op, der lige siden har givet mig mange gode energi skift, og en masse gå på mod i forhold til forandringer mod det nye.
Denne dejlige følelse af, at jeg befinder mig lige midt i mit liv der hvor jeg selv har valgt så mange af ingredienserne som muligt.
At jeg selv har taget ansvar for det meste og hele tiden forsøger at holde fast i mine drømme og mål.
Tilbage på skibet besluttede jeg at søge havn og få ryddet op i mit skib.
Da oprydning på dækket og i kahytten var afsluttet, var det tid til at få et grundigt kik på kortet for at finde en velegnet havn. Valget faldt på en havn jeg havde besøgt før, en lille idylliske havn i Porto Galere på østsiden af Mindora Island på Filippinerne.
Sejlet blev igen sat og kursen udstukket mod dette det første stop på min nye rejse.
Skibet skulle i havn for at få tur op på bedding og så skulle hele skibet gennemgås.
En vidunderlig følelse af at en ny rejse venter lige om hjørnet boblede i mit bryst.
* 1. Når jeg skriver om programmering er det min måde at beskrive det der sker, når andre velmenende mennesker overfører deres egne billeder på andre/mig uden at jeg har været i stand til at sortere i det de mente var godt for mig, min opdragelse og for min rejse i livet.
* 2 Energier der ligger i vores krop og som påvirker vores liv både positivt og negativt
