Det er midt på eftermiddagen på Markuspladsen i Venedig - vi har travet rundt for at se byens smukke huse, kanaler og mange maleriske broer og karakteristiske vandtaxaer roet af muskuløse mænd ven årene.
Energierne er høje og vi nyder solen og den skønne forårs temperatur.
Nu er vi igen endt på Markuspladsen og vi har besluttet at gå en tur ind i kirken.

Der er ikke nogen kirkelig handling i gang, men der er mange der besøger kirken.
Folk sidder stille og koncentreret på stolene - energierne er meget fredfyldte - det er som om de venter på noget.
Flere af de ankomne besøgende går først over til et stort reol stativ fyldt med tomme lysestager, en del af dem har et lys siddende og brænde.
Lys fyldt med ønsker og taksigelser fra den som har købt lyset i kassen på side af stativet.
Et lys der sætter dem i kontakt med universet og den som skal modtage bønnerne og hjælpe vedkommende.
Vi gjorde det samme, tændte et lys og ønskede mens man klemmer det ned i stagen

Vi finder et par stole lidt afsides, sætter os og falder hurtigt hen i en slags trance.
Det er dejligt at sidde og hvile benene efter en lang og begivenhedsrig dag.

Gitte som jeg er på tur med er faldet hen i en stille bøn - så jeg lukker også mine øjne og nyder øjeblikket.
Der går en svag hvisken igennem rummet fra de personer der sidder og mumler deres bønner.
Langt borte fra trænger lyden ind gennem dørene til rummet, lyden af menneske mængden derude på pladsen.

Men jeg synker hen og lader rummets energier opsluge mig. Ganske langsomt toner et billede frem på min indre nethinde af et sted langt ude på landet - hvor der ligger et lille beskedent kloster - jeg føler en mærkelig velkendt fornemmelse - som om jeg genkender bygningerne - føler jeg har været her før.

Billedet og energierne fra stedet bliver kraftigere og mere tydelig, jeg fornemmer at her er dejligt at være - at jeg var lykkelig på en måde. Selv om oplevelsen er lidt mærkelig er den dejlig. Det er ikke en oplevelse jeg husker

Pludselig bliver jeg kaldt tilbage til kirkerummet igen af en velkendt stemme, det er Gitte der vil høre om vi ikke skal videre. Hun skal bruge et toilet, og vi skal også se at komme med vandbussen tilbage til hotellet uden for byen.

Vi har bestilt bord til aftensmaden. Er lidt skuffet at skulle opgive min oplevelse, men vi rejser os og går ud i indgangs rummet.

Da jeg går forbi souvenir boden kan jeg ikke lade være med at spørge den ældre herre der står bag disken om der tidligere har ligget at andet kloster på denne grund.
Han nikker og beskæftiger at det har der, for rigtig mange år siden, og griber ud efter et lille håndmalet maleri på en af udstillings hylderne, med et motiv af en lille beskeden bygning der ligner et kloster.

Jeg får gåsehud på armene, det var det samme billede som jeg havde set i mit syn lige før.

Jeg takker ham for oplysningerne og ønsker han fortsat god dag.
Imens har Gitte benyttet sig af det offentlige toilet og sammen spadserer vi stille hen i den ende af pladsen hvor vandbusserne lægger til.

Undervejs gør hun mig opmærksom på at jeg er så stille, og jeg åbner op for hende og fortæller om min oplevelse inde i kirken. Da jeg er færdig med fortællingen, går der et lille stykke tid før hun svarer mig:
"Smuk oplevelse - men du er nu lidt mærkelig - men tonefaldet er drillende kærligt”
Hun fortsætter: ”Jeg blev selv fyldt med den mest vidunderlige dybe ro og fred, som jeg ikke har følt længe. Jeg kom til at tænke på ferier på mine morforældres gård som barn.

Hun kikker mig dybt ind i øjnene og jeg ser hvad der er sket med hende.

Vi bliver afbrudt af en høj motorlyd fra vandbussen og vi stiger hurtigt ombord.
Under sejlturen har vi ikke behov for at sige noget, blot nyde det fantastiske at vi er i Venedig på en forlænget weekend.
Vi holder kærligt hinanden i hånden.
Føler os fantastisk forkælede.